Inden jeg kom til
danmark, havde jeg hjemme undervisning i det danske sprog, og en del
undervisning om det danske samfund. Min underviser, en kvinde fra sjælland som
blev gift med en hollænder for 30 år siden, fortalte mange underlige ting om Danmark.
Som jeg i første omgang ikke kunne forestille mig at de kunne passe. Men stort
set alt hun fortalte om danmark viste sig at være sandt. Også det hun fortalte
om hvor vigtigt danskerne synes det er at videre uddanne sig selv.
Nu har jeg været
portør i 2,5 år. Og jeg har gennemgået fire uddannelser indtil videre. Fire! Jeg har været på et fire ugers kursus i førsthjælpsredning
og brandbekæmpelse, standardportørsuddannelsen, en uddannelse til hjælperøgdykker
og jeg fik en voksenpædagogisk grunduddannelse. Hvis jeg sammenligner det med
mit tidligere kontorjob i Holland... I de fem år fik jeg tre kurser. Et endags
kursus Excel, et kursus om det hollandske pensionsystem og endnu et endags
kursus om klar kommunikation. Så for mig føles det lidt som at komme i himlen,
mit job som portør.
At få muligheden
for at videreuddanne os, er vigtigt når jeg kigger på vores fremtid som portører.
Fordi fremtiden er godt nok spændende lige nu, uvist er måske et bedre ord. Der
sker mange ting på Sjælland som skaber uro og usikkerhed hos vores kolleger der
og hos kollegerne fra de andre regioner. Jeg er godt nok bevidst om at jeg er
meget heldig at jeg arbejder i Aalborg. Ikke kun fra min egen erfaring, men
også fra hvad jeg hører fra andre sygehuse.
Og selvfølgelig
er jeg også bekymret om hvordan portørfagets fremtid ser ud. Fordi jeg vil
gerne være portør i mange, mange år. Et job som vores findes ikke i holland, så
jeg vidste ikke rigtig godt hvad jeg kunne forvente da jeg søgte jobbet. Men
allerede efter en måned vidste jeg at jeg havde fundet mit drømmejob. Et job
jeg brænder for, og hvor jeg kan mærke at mine kolleger har det på samme måde som
jeg har. En utrolig motiveret flok portører som bare elsker deres job.
Portørfagets vej
frem, er efter min mening, at vi finder flere opgaver end vi har nu. I Aalborg
er vi også brandvagt og hjælperøgdykkere. Vi er dem der giver hjertemassage, vi
assisterer når der er traumer. Og vi har et team af portører som arbejder på forskellige
vagter i skadestuen hvor vi hjælper med alt muligt. Fra sengekørsel til at
assistere når der skal gipses. Men hvad med at blive fast vagt? Blive en del af
operationsteamet (som allerede foregår på andre sygehuse)? Med den rigtige
uddannelse er vi også klar til det.
Og selvom der er
grund til brok og negative følelser når vi læser bekymrede nyheder om hvad der
foregår med hensyn til portørfaget og dens fremtid, tror jeg at vi først og
fremmest skal forblive positiv. Så positive som vi kan, for at vise at selvom
tiden er knap, så tager vi den udfordring og at vi er klar til alt mulige
ekstra opgaver. Bare vi får en chance.
Og når vi nu får de
ekstra opgaver, så skal vi ikke bekymre os om hvor meget tillæg det giver. Det
handler ikke om at vi får så mange tillæg som muligt. 30 kroner, 50 kroner. Det
er ligemeget. Det handler om at vi fortsat kan blive portør. Vi skal blive en
uundgåelig faggruppe. Og når vi til sidst får en ordentlig erhvervs
uddannelse til portør, i kombiation med
masser af kurser, bliver det nok en lysende fremtid. Jeg glæder mig allerede
til at være en del af det!
